Endnu et kapitel i historien om søvn der gemmer sig under sengen, måske inde i sofaen og om ting man ikke ved hvad man skal gøre ved. Eller “Vågen og utilpas”.

by exhibitionista21

Jeg står foran havet, det ligger der og løber frem og tilbage, rejser sig op for at kaste op og derefter kaste sig ned igen, det slanger sig mens det råber og hvisler ad mig. Hvad laver du her? Hvem har spurgt dig? Hvorfor står du bare der?
Hvad laver jeg egentlig her? Hvordan kom jeg herud?
Det er koldt. Bølgerne er utilregnelige og en dasker mig nonchalant over snuderne på mine beskidte Adidas sko. Hvide. Blå og røde. Opkaldt efter Grete Waitz, norsk maratonløber.
Jeg fryser og nu niver vinden som vandet kaster efter mig tiltagende i mine kinder.  De små sprækker i mine hænders tørre hud spreder sig og vokser. Det er værst på knoerne og det der let kødfulde sted lige mellem tommelfinger og resten af hånden.
Havet håner mig for min så let gennemskuelige menneskelige sjæl. Alle mine spørgsmål, mit ligegyldige behov for at forstå hvad jeg er til for og hvorfor alt er som det er. Mit mismod der ændrer omtrent ingenting.
Jeg kommer fra byen og bilder mig ind at jeg vil finde ro og svar i naturen. Og jeg står her, er ved at pisse i bukserne med vinden susende gennem knogler der synes helt tomme og jeg ved godt det er det samme svar hver gang, men jeg når ikke længere for sandet trækker sig op om mine ben, hiver vandet med og omslutter min krop og alt bliver så tungt.

Jeg falder i søvn, lukker øjnene og ser hendes vilde øjne stikke hul i flammerne. Hun stejler og sparker og det hele går op i røg. Jeg ved ikke mere, jeg ligger på ryggen og ser de tunge dråber, alle på vej mod mit ansigt, blande sig med aske og sod. Himlen daser bag skyerne der ser ud som om de tager farve fra ilden.
Her lugter af brændt halm og regnen smager af røg.
Min kropskasse er tvunget til jorden, naglet fast gennem mit bryst, hjertet pumper forplumret løs, ud i mine filtrede årer og jeg kan ikke løfte mine arme, jeg er ikke engang sikker på om jeg kan mærke dem eller om jeg er græsset der trænger op gennem jorden.
Hvordan kan jeg være så forbundet med jorden når jeg er så langt fra den. Jeg gider ikke naturen i virkeligheden, den stikker på fødderne og den er flåter der bider sig fast på samme og mellem ballerne, under blusen, bag øret.
Slap hun ud? Hvor er døren, jeg vil væk.
Husker ikke hvor jeg kom til. Filmen ruller, jeg har ikke talt med nogen i tre dage. Klik, klik, klik. Slut.

Telefonen ringer.
Hvornår vil mine børn komme til at hade mig? Jeg er ikke ond. Jeg står foran dem som havet står foran mig. Jeg råber og spytter som bølgerne og blæsten og jeg kan ikke svare på noget de ikke ved i sig selv. Jeg ryster på hovedet og skyller op over deres fødder, op over knæene.
Vi ligger lunkne ved siden af hinanden, ingen af os ved mere end den anden hvilken vej vi skylles.

Luften er behagelig og blid, men jeg kan stadig næsten ikke få vejret. Det er bundet stramt om hele min overkrop i stedet, det kan ikke komme ind. Jeg læner hovedet tilbage i forsøget på at skabe passage, men bliver bare hevet baglæns og ned, jeg bliver revet i håret.
Jeg ligger viklet ind i dynebetrækket der ikke passer helt til dynen, som glider rundt derinde. Søvnen aer indbydende mine lår, kradser på mine øjenlåg, prikker og borer sig ind i tæerne. Mit åndedræt bliver endelig langsomt lokket ned i tempo, men stadigvæk aldrig helt dybt nok.
Han slår en prut og jeg bliver forskrækket som var det et kanonslag under min seng. Pyha, blodet tonser derudaf herinde, som væddeløbsheste der løber for livet men ikke rigtigt efter noget.

I morgen, vi ser på det igen i morgen. Vi finder ud af det. Vi skal nok finde ud af det.

2013-02-17 23.34.172013-02-17 23.59.14
(Så står han der og piller frustreret ved det lukkede skab og kigger på mig med et mildt men dog desperat udtryk og udbryder “Mor! Jeg skal male!” og han fortalte ikke hvad det var han malede, men jeg forestiller mig at det er noget med meteorer og undergang af verden som vi kender den. Det er i hvert fald det jeg har tænkt mig at fortælle ham, når han bliver ældre og alligevel ikke kan huske det. Synes maleriet passer glimrende hertil.)