EXHIBITIONISTA21

Denne blog handler om mig, mig, mig, mig, mig, mig. Men også lidt om dig. Og her er der en anden blog hvis du vil glo på billeder og sådan. http://exhibitionista21.tumblr.com/

Beskyttet: En slags dårlig yin og yang figur men lavet af kaos og tomhed i en kronisk slåskamp.

Dette indhold er adgangskodebeskyttet. For at se det, indtast venligst din adgangskode nedenfor:

Beskyttet: En cheesy titel som eksempelvis – baby, er du ensom?

Dette indhold er adgangskodebeskyttet. For at se det, indtast venligst din adgangskode nedenfor:

Beskyttet: 29. september 02:38

Dette indhold er adgangskodebeskyttet. For at se det, indtast venligst din adgangskode nedenfor:

Beskyttet: Yoghurt i håret

Dette indhold er adgangskodebeskyttet. For at se det, indtast venligst din adgangskode nedenfor:

Beskyttet: Bare rolig

Dette indhold er adgangskodebeskyttet. For at se det, indtast venligst din adgangskode nedenfor:

Endnu et kapitel i historien om søvn der gemmer sig under sengen, måske inde i sofaen og om ting man ikke ved hvad man skal gøre ved. Eller “Vågen og utilpas”.

Jeg står foran havet, det ligger der og løber frem og tilbage, rejser sig op for at kaste op og derefter kaste sig ned igen, det slanger sig mens det råber og hvisler ad mig. Hvad laver du her? Hvem har spurgt dig? Hvorfor står du bare der?
Hvad laver jeg egentlig her? Hvordan kom jeg herud?
Det er koldt. Bølgerne er utilregnelige og en dasker mig nonchalant over snuderne på mine beskidte Adidas sko. Hvide. Blå og røde. Opkaldt efter Grete Waitz, norsk maratonløber.
Jeg fryser og nu niver vinden som vandet kaster efter mig tiltagende i mine kinder.  De små sprækker i mine hænders tørre hud spreder sig og vokser. Det er værst på knoerne og det der let kødfulde sted lige mellem tommelfinger og resten af hånden.
Havet håner mig for min så let gennemskuelige menneskelige sjæl. Alle mine spørgsmål, mit ligegyldige behov for at forstå hvad jeg er til for og hvorfor alt er som det er. Mit mismod der ændrer omtrent ingenting.
Jeg kommer fra byen og bilder mig ind at jeg vil finde ro og svar i naturen. Og jeg står her, er ved at pisse i bukserne med vinden susende gennem knogler der synes helt tomme og jeg ved godt det er det samme svar hver gang, men jeg når ikke længere for sandet trækker sig op om mine ben, hiver vandet med og omslutter min krop og alt bliver så tungt.

Jeg falder i søvn, lukker øjnene og ser hendes vilde øjne stikke hul i flammerne. Hun stejler og sparker og det hele går op i røg. Jeg ved ikke mere, jeg ligger på ryggen og ser de tunge dråber, alle på vej mod mit ansigt, blande sig med aske og sod. Himlen daser bag skyerne der ser ud som om de tager farve fra ilden.
Her lugter af brændt halm og regnen smager af røg.
Min kropskasse er tvunget til jorden, naglet fast gennem mit bryst, hjertet pumper forplumret løs, ud i mine filtrede årer og jeg kan ikke løfte mine arme, jeg er ikke engang sikker på om jeg kan mærke dem eller om jeg er græsset der trænger op gennem jorden.
Hvordan kan jeg være så forbundet med jorden når jeg er så langt fra den. Jeg gider ikke naturen i virkeligheden, den stikker på fødderne og den er flåter der bider sig fast på samme og mellem ballerne, under blusen, bag øret.
Slap hun ud? Hvor er døren, jeg vil væk.
Husker ikke hvor jeg kom til. Filmen ruller, jeg har ikke talt med nogen i tre dage. Klik, klik, klik. Slut.

Telefonen ringer.
Hvornår vil mine børn komme til at hade mig? Jeg er ikke ond. Jeg står foran dem som havet står foran mig. Jeg råber og spytter som bølgerne og blæsten og jeg kan ikke svare på noget de ikke ved i sig selv. Jeg ryster på hovedet og skyller op over deres fødder, op over knæene.
Vi ligger lunkne ved siden af hinanden, ingen af os ved mere end den anden hvilken vej vi skylles.

Luften er behagelig og blid, men jeg kan stadig næsten ikke få vejret. Det er bundet stramt om hele min overkrop i stedet, det kan ikke komme ind. Jeg læner hovedet tilbage i forsøget på at skabe passage, men bliver bare hevet baglæns og ned, jeg bliver revet i håret.
Jeg ligger viklet ind i dynebetrækket der ikke passer helt til dynen, som glider rundt derinde. Søvnen aer indbydende mine lår, kradser på mine øjenlåg, prikker og borer sig ind i tæerne. Mit åndedræt bliver endelig langsomt lokket ned i tempo, men stadigvæk aldrig helt dybt nok.
Han slår en prut og jeg bliver forskrækket som var det et kanonslag under min seng. Pyha, blodet tonser derudaf herinde, som væddeløbsheste der løber for livet men ikke rigtigt efter noget.

I morgen, vi ser på det igen i morgen. Vi finder ud af det. Vi skal nok finde ud af det.

2013-02-17 23.34.172013-02-17 23.59.14
(Så står han der og piller frustreret ved det lukkede skab og kigger på mig med et mildt men dog desperat udtryk og udbryder “Mor! Jeg skal male!” og han fortalte ikke hvad det var han malede, men jeg forestiller mig at det er noget med meteorer og undergang af verden som vi kender den. Det er i hvert fald det jeg har tænkt mig at fortælle ham, når han bliver ældre og alligevel ikke kan huske det. Synes maleriet passer glimrende hertil.)

Beskyttet: Hvis alle var som dig, hvad skulle vi så gøre ved de andre?

Dette indhold er adgangskodebeskyttet. For at se det, indtast venligst din adgangskode nedenfor:

Beskyttet: Et brev om et emne jeg ikke så få gange har taget op i forvejen

Dette indhold er adgangskodebeskyttet. For at se det, indtast venligst din adgangskode nedenfor:

Beskyttet: Noget andet og alligevel det samme igen

Dette indhold er adgangskodebeskyttet. For at se det, indtast venligst din adgangskode nedenfor:

Endnu en alien morgen

Det er en af de der dage… Det er stadig morgen, jeg har lige købt ind og går hjem og jeg mærker at jeg er ikke fra den her verden. Det mærkede jeg også i fakta. Jeg kan læse alle skiltene, jeg kan finde de fleste ting, jeg forstår det bare ikke. Jeg er der ikke. Jeg går hjem. Og jeg hører en sælsom og smuk lyd og det lyder præcis som mig, det lyder som noget længselsfuldt, det lyder som en melankolsk drage måske. Det er en lift, mændene vasker vinduer. Og metallet der knager er ikke en lige så skøn sang tæt på. Det lyder så stadigvæk lidt som mig på den måde. Jeg ser mit spejlbillede i elevatoren, det har røde kinder og ser lidt træt ud. Jeg kan bare ikke se mig selv. Jeg prøver at kigge ind bag øjnene i spejlet, men det er en tom flade, det er spejlet i min elevator, det er ikke mig og jeg ved ikke hvor jeg er, for jeg er ikke helt i den elevator på vej op med mine varer. Jeg ved de skal i køleskabet, men jeg skulle lige på toilettet, det skulle jeg allerede i fakta. Jeg skulle skide.
Jeg forstår ikke rigtigt sproget, jeg læser avisen og jeg er bare ikke en del af den verden.
Jeg kigger ud, det er ikke mit. Det er ikke dit.
Vi kan glo på hinanden i dagevis uden at se hinanden. Jeg er træt og jeg gider ikke.
Skal jeg tale med nogen i dag? Det tror jeg ikke jeg kan. De forstår ikke hvad jeg siger, jeg hører noget andet og min lyd er dårligt synkroniseret. Sådan kan man ikke tale ret længe.
Skriver til Casper, vi skulle mødes og pludselig synes jeg hans navn lyder vildt underligt. Men det gør mit eget også.
Jeg er ikke af den her verden, men hvor så. Jeg kender ingen andre steder. Jeg kan bare mærke det i dag, det og en underlig knugende fornemmelse i brystkassen. Jeg har også lidt ondt i halsen og sveder, måske er det hele bare fordi jeg er lidt sløj. Jeg ved det ikke. Jeg hører bare ikke til her. I dag.